Squash Kage

Squash Kage.

Jeg er egentlig ikke den store kagespise, men har et par enkelte kager som jeg elsker og gladeligt spiser, hvis de serveres. Squash kage er en af dem. Kagen er ligetil og rigtig nem at lave – det er blandt nogle af de ting jeg elsker, når jeg selv skal i køkkenet og bage kage.

Squash kage er en typisk “gammel” kage som de fleste nok kender eller er vokset op med. Revet squash indgår i dejen og denne opskrift også som pynt. Squashen tilføjer en fugtighed og blødhed til kagen, der gør den dejlig klistret, mens dens smag er neutral nok til at forblive skjult for de fleste smagsløg.

Fordele ved at bruge grøntsager i kager:

  • De tilføjet fugtighed og konsistens til kagen
  • Du tilføjer noget sundt til dit bagværk
  • Ofte kan du skære ned på
  • Det giver dig anledning til at få brugt dine rester i køleskabet

Tips:

  • Skal kagen være ekstra sød, kan du tilføje hakket chokolade
  • Ønsker du mere syrlighed til kagen, kan du også snildt rive noget økologisk citron- eller limeskal
  • Du kan også tilføje smagsforstærkere som eksempelvis kardemomme, kanel eller muskatnød

Så har du rester af squash i køleskabet som du ikke lige ved hvad skal bruges til – så gem denne opskrift! Husk at kagen også sagtens kan fryses ned uden smørcremen.

Find mere kageinspiration her; kager.

Antal personer: 1 Kage

Kage
280g revet squash + 1 squash til pynt
3 æg
270g sukker
1 spsk smagsneutral olie
180g hvedemel
1 tsk stødt kanel
1 tsk vaniljesukker

Cream cheese topping
400g natural flødeost
100g flormelis
50g smør, stuetemperatur
2 tsk vaniljesukker

Pynt
Skovsyre, ikke et must

1. Tænd din ovn på 180°, varmluft.
2. Riv den ene spuash og skræl den anden i tynde flade skræller til pynten. Kom skrællerne i koldt vand, indtil de skal bruges.
3. Kom æg og sukker i en skål og pisk det luftigt. Kom derefter resterende ingredienser i æggesnapsen og rør det hele sammen.
4. Kom et stykke bagepapir i bunden af en springform med en diameter på 21 centimeter og smør kanterne indvendigt med smør hele vejen rundt.
5. Kom kagedejen ned i springformen og bag kagen i midten af ovnen i cirika 35-40 minutter.
6. I mellemtiden laves smørcremen. Kom alle ingredienserne i en skål og pisk det hele godt sammen og sæt den på køl i 10 minutter.
7. Når kagen er færdig og kølet ned, smørres toppen fint med smørcremen, ved hjælp af en kniv og pyntes med squashskræller og frisk skovskyre.

Har du spørgsmål til opskriften, er du mere end velkommen til at sende mig en e-mail eller besked på Instagram Foodcoma & Travel By Julie Bagger. Del gerne dine kreationer med mig – det gør mig så glad!

Scroll to Top