Rocky Road

Er du på udkig efter nem og lækker konfekt til dette års julebord, er Rocky Road lige noget for dig! Du kan sagtens lave dem andre tider på året, men som en lille ekstra ting her i julen er det oplagt af diske op med. Jeg blev for alvor vild med Rocky road, da jeg boede i Australien. Dernede er det ret så populært og en spise der laves og sælges hele året rundt. En af de ting jeg elsker ved denne konfekt er, at der er uendelige variationer. Du kan tilføje alt fra nødder, skumfiduser, chokolade karameller, kokosmel, tørrede bær og meget mere. For mig er et dog et must, at bruge skumfiduser, da det er en af de ingredienser jeg forbinder med en “rigtig” Rocky road.

15 Stk.

2,5 timer (Hviletid inkluderet)

Ingredienser

200g mørk chokolade
50g mini skumfiduser – mine er fra søstrene grene. Store skumfiduser kan også bruges.
100g blandet chokolade (jeg bruger blandt andet Yankie bar og Dumle)
25g saltede peanuts

Fremgangsmåde

1. Smelt chokoladen over vandbad.

2. Beklæd et lille ildfast fad med målene 19×14 cm med bagepapir.

3. Skær den blandede chokolade ud i mindre stykker og gør det samme med dine skumfiduser, hvis de er store.

4. Når chokoladen er smeltet vendes alle ingredienser sammen i en skål.

5. Kom din Rocky road ned I fadet og forel det godt ud.

6. Sæt chokoladen på køl i et par timer.

7. Når chokoladen er størknet skæres den ud i mellemstore tern.

Opskrift Tip

Du kan bruge alt slags slik som passer til chokolade. Rocky Roads er perfekte til når man skal have brugt sine slik og chokolade rester op.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *