Skinkestang

(Puff Pastry Ham Scroll)

I dag deler jeg min opskrift og bud på den klassiske skinkestang som havde sit gennembrud i 90’erne. Det er en ret jeg husker min mor har serveret meget til os som børn. Den er super nem at lave og man kan flette eller forme den som man ønsker. Min skinkestang indeholder blandt andet frisk purløg, lidt rød peberfrugt, skinkestrimler og champignon. Den smager skønt og kan serveres både varm eller kold dagen efter. Når vi har haft rest, har jeg eksempelvis brugt den som del af madpakken. Når den er kold er den også nemmere at skære, da smørosten har sat sig.

4 Serveringer

45 Minutter

Ingredienser

1 plade butterdej
1 bdt frisk purløg, finhakket
½ rød peberfrugt, tern
100g champignons, jeg køber dem der allerede er skåret
200g skinkestrimler
300g neutral smøreost
1½ tsk mild sennep
Smag til med peber 

Andet
1 æg, til pensling

Fremgangsmåde

1. Kom purløg, peberfrugt og champignons i en dyb pande. Steg elementerne indtil væden fra svampene er fordampet. Derefter tilføjes skinkestrimler, smørost og sennep. Lad det simre indtil osten er smeltet og tag derefter panden af varmen. Smag fyldet til med peber.

2. Tænd din ovn på 175 grader varmluft og anret et stykke bagepapir på en bageplade.

3. Fold din butterdej ud på et skærebræt – lad papiret butterdejen er rullet i, sidde på. På den måde er det nemmere at overføre stangen til bagepladen, når den er samlet.

4. Skær omkring 18 strimler på hver side af butterdejen (aflange side). Lad midten være som den er, så der er plads til fyldet. Se billedet nederst hvordan. Kom smøreosteblandingen på det midterste stykke som ikke er skåret. Saml det godt hele vejen ned og kom det ikke for tæt på de to ender, da der skal være plads til at samle.

5. Begynd nu at samle stangen. Tag en strimmel fra en af siderne og brug den til at lukke enden. Tag herefter en strimmel fra modsatte side og kør den henover ostefyldet. Fortsæt skiftevis med at bruge en strimmel fra hver side, indtil du har flettet hele vejen ned. Brug igen sidste strimmel i modsatte side til at lukke enden med.

6. Kom skinkestangen over på bagepladen, pensel den med æg og bag den i midten af ovnen i cirka 25 minutter, indtil butterdejen er gylden.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *