Edamame Ærte Dip

Edamame Ærte Dip: en grøn favorit til alle anledninger

Er du på udkig efter en lækker cremet dip som smager hammer godt? Så skal du prøve min edamame ærte dip med feta. Det er ingen hemmelighed, at jeg er en sucker for feta – det kan bare noget og fungere godt i mange retter. Dips er ingen undtagelse og mange af de dips jeg ofte laver herhjemme, inkludere feta.

Min edamame ærte dip indeholder alt fra:

  • ærter
  • edamamebønner
  • hvidløg
  • frisk persille
  • blød feta
  • citronsaft
  • olivenolie
  • Salt og peber

Min Edamame Ærte Dip er en moderne fortolkning af den klassiske hummus, hvor kikærterne er skiftet ud med edamamebønner og ærter. Denne kombination giver dippen en levende grøn farve og en let, frisk smag, der skiller sig ud fra de mere traditionelle dips.

Tips og Variationer:
Krydderier: hvis du vil give din dip et ekstra kick, kan du tilføje en knivspids cayennepeber eller et drys chiliflager. Det giver dippen en dejlig kontrast til den cremede konsistens.
Gør dippen ekstra cremet: hvis du ønsker en endnu mere cremet konsistens, kan du tilføje en halv avocado eller 2 spiseskeer creme fraiche til blandingen.
Server med: udover at servere dippen med grøntsagsstave eller som spread, kan du også bruge den som en bund til grillede grøntsager eller som en del af en mezze med forskellige småretter.

Edamame Ærte Dip er ikke bare en lækker og sund dip, den er også en sand crowd-pleaser, som kan pifte ethvert måltid op. Dens friske smag og cremede konsistens gør den til et must-try, uanset om du leder efter en ny dip til din snacktallerken, et spread til din sandwich eller en forfriskende tilføjelse til din mezze. Rigtig god fornøjelse!

Prøv også kræfter med mine andre dips.

Antal personer: 4 Personer

150g frosne ærter
150g frosne edamamebønner
1 fed hvidløg
½ bdt frisk persille
500g blød feta
2 spsk citronsaft
2 spsk olivenolie
Salt og peber efter smag

Pynt
20g ærter
20g edamamebønner

1. Kom ærter og edamamebønner til dip og pynt i hver sin si og hæld kogende vand hen over.
2. Kom ærter og edamame til dippen i en foodprocessor. Pil hvidløget, skyl og pil den friske persille og kom begge elementer sammen med de resterende ingredienser i foodprocessoren. Blend det hele godt sammen og smag dippen til med salt og peber.
3. Pynt din dip med ærter og edamamebønner.


Har du spørgsmål til opskriften, er du mere end velkommen til at sende mig en e-mail eller besked på Instagram Foodcoma & Travel By Julie Bagger. Del gerne dine kreationer med mig – det gør mig så glad!

Scroll to Top