Syltede Sennepsfrø
- Tilberedning 15 min.
Syltede Sennepsfrø: En genial tilføjelse til diverse retter!
Har du nogensinde tænkt på, hvordan en enkelt ingrediens kan booste en hel ret? Syltede sennepsfrø er den skjulte ingrediens, hvis man ønsker mere tekstur og smag til eksempelvis salater eller sandwich. Med deres unikke kombination af syre, sødme og bid kan de løfte retter til nye højder.
Brug sennepsfrø til:
- Fyld til sandwich eller wraps
- Topping til salater eller smørrebrød
- Topping til varme gryderetter – tilføjer knas og syrer
Vælg de Rigtige Frø:
Sennepsfrø findes i flere forskellige varianter som gule, brune og sorte. Gule frø er mildere i smagen, mens de brune og sorte har en skarpere og mere intens smag – jeg bruger altid gule sennepsfrø, da de som nævnt er mildere i smagen og derfor ikke “overtager” retterne de tilføjes til/på. Hvis du er i tvivl, kan du eventuelt prøve, at lave et lille glas af hver variant og på den måde udvælge din favorit.
Syltning:
Min opskrift er meget basal og herfra kan man ligesom freestyle som man ønsker. I stedet for hvidvinseddike, kan du eksempelvis bruge æblecider eddike eller lagereddike.
Du kan også tilføje mere smag til frøene ved at tilføje tørrede krydderier til glasset, tørrede laurbærblade, peberkorn eller tørret dild – alt efter hvad du foretrækker.
Opbevaring:
Opbevar de syltede sennepsfrø på køl i en lufttæt beholder eller glas. Frøene kan holde sig i flere måneder, så længe de er dækket af lagen. Jo længere de får lov at trække, jo dybere og bedre bliver smagen.
Rigtig god fornøjelse!
50g sennepsfrø
1dl hvidvinseddike
3 spsk sukker
1. Kom alle elementerne i en kasserolle og kog det op, indtil sukkeret er opløst.
2. Kom de syltede sennepsfrø på glas eller i en lufttæt beholder.
Har du spørgsmål til opskriften, er du mere end velkommen til at sende mig en e-mail eller besked på Instagram https://www.instagram.com/foodcomaandtravel.juliebagger_/. Del gerne dine kreationer med mig – det gør mig så glad!