Bruschetta Med Tomatfyld

Bruschetta Med Tomatfyld: En Klassisker!

TOMATER = favoritten herhjemme! Jeg spiser dem hver dag i alverdens farver og former. Alle tomater har hver deres smag og nuance til retter og du kan lave så mange lækre retter. Kun fantasien sætter grænsen.

En ret som ofte går igen herhjemme er bruschetta med frisk tomatfyld. Tomater blandet med hvidløg, olivenolie, frisk basilikum, salt og peber – en kombo der smager helt fantastisk! Jeg laver det tit, fordi jeg ved, hvor meget Adam elsker det – det må være vores “kærlighedshapser”, for jeg er ligeså vild med dem.

Hvad er Bruschetta?
Bruschetta stammer fra det centrale Italien og er faktisk en meget gammel ret, som i sin tid blev skabt, til at genbruge gammelt brød på. Navnet “bruschetta” kommer fra det italienske ord “bruscare”, som betyder at grille eller riste. Traditionelt består bruschetta af en skive ristet brød, der gnides med hvidløg og dryppes med olivenolie. Fyldet kan variere, men den mest populære version er uden tvivl den med tomat. Igen sætter fantasien kun grænser for, hvad du fyldet kan bestå i.

Tips til Variationer:
Selvom den klassiske version med tomat er elsket af mange, kan du eksperimentere med forskellige fyld til din bruschetta. Prøv for eksempel:

  • Tilføj mozzarella eller burrata som en tilføjelse til tomatfyldet, for en mere cremet konsistens
  • Stuvede svampe
  • serrano med frisk rocula og balsamico glaze
  • Stegte grøntsager og revet parmesanost

Bruschetta med tomatfyld er en simpel, men utrolig velsmagende ret, der fremhæver de gode råvarers kvalitet. Det er en forret, der passer perfekt til sommerens varme aftener, hvor man ønsker noget let og friskt. Vi spiser det dog året rundt!

Er du vild med italienske retter, kan du finde flere her.

Antal personer: 12 stk

Brød
½ baguette
Olivenolie
Friskkværnet peber

Topping
500g cherrytomater, tern
½ bdt frisk basilikum, hakket fint
3 fed hvidløg
4 spsk olivenolie
Flagesalt & friskkværnet peber efter smag

1. Tænd din ovn på 200 grader, varmluft og anret et stykke bagepapir på en bageplade.
2. Skær dit baguette ud i diagonale skiver, så du cirka får 10-12 stk i alt.
3. Kom olivenolie i en skål og dyp forsigtigt overfladen af brødet med olie. Anret dem derefter på bagepladen. Bag dem i midten af ovnen i cirka 10 minutter, indtil de er sprøde.
4. Kom alle ingredienserne til fyldet i en skål og smag det til med salt og peber. Mix det godt rundt. Jo længere det kan trække på dagen, jo bedre.
5. Anret fyldet ovenpå brød stykkerne.


Har du spørgsmål til opskriften, er du mere end velkommen til at sende mig en e-mail eller besked på Instagram Foodcoma & Travel By Julie Bagger. Del gerne dine kreationer med mig – det gør mig så glad!

Scroll to Top