Buddha Bowl Med Sesambagte Kartofler

Buddha Bowl Med Sesambagte Kartofler: en farverig sund skål med masser af smag og knas

Buddha Bowls har taget verden med storm, og det er ikke svært at forstå hvorfor. De farverige skåle som ofte indeholder sunde ingredienser er et perfekt mættende måltid. Deres fyld kan varieres gang på gang og konceptet er perfekt til at pifte rester op, du måske ikke lige ved, hvad skal bruges til.

Min Buddha Bowl med sesambagte kartofler, friske grøntsager og cremet tahin dressing kombinere en sprødhed med smag og tekstur. Det er en perfekt måde at nyde en vegetarisk og balanceret frokost, der visuelt er tiltalende, men også smager fantastisk og har fokus på, at bruge flere grøntsager og mindre kød. Opskriften er udviklet for Danespo, hvor jeg har brugt deres lækre kartofler som delelement.

Tips:
En af de bedste ting ved Buddha Bowls er, hvor lette de er at tilpasse efter smag og præference. De er også idéelle, når de sidste rester i køleskabet skal bruges, inden der tages hul på en ny uge. Her er nogle tips til, der kan gøre din Buddha Bowl endnu mere spændende:

  • Grill Grøntsagerne: prøv at grille nogle af grøntsagerne som squash, peberfrugt eller asparges for at tilføje en røgsmag og en varm komponent til din skål.
  • Skift Proteinet: hvis du ønsker at tilføje mere protein, kan du tilføje kikærter, linser, tofu eller endda et stegt æg på toppen. Disse ingredienser er nemme at tilføje og giver ekstra fylde.
  • Skift Dressingen: tahindressingen er cremet og lækker, men du kan også eksperimentere med andre dressinger som en let miso- eller ingefærdressing, hvis du ønsker en anderledes smagsprofil. Skal du gøre det helt nemt, kan du købe din favorit dressing – min er Goma dressing.
  • Tilsæt Crunch: for ekstra tekstur kan du drysse lidt ristede nødder eller frø som græskarkerner, solsikkekerner eller mandelflager over din Bowl.
  • Farve og Variation: brug forskellige farvede grøntsager for at gøre din skål visuelt indbydende. Du spiser med øjnene først.

Min bowl giver anledning til en masse lækre grøntsager på en gang, og den kan nemt tilpasses efter, hvad du har på lager, og hvad du har lyst til. Så næste gang du vil forkæle dig selv eller dine nærmeste med noget sundt, smukt og velsmagende, så prøv min Buddha Bowl – du vil ikke fortryde det!

Vil du have flere opskrifter med kartofler kan du klikke her. Du kan finde en masse lækre salater på min side, hvis du er et salathoved ligesom jeg. Kig her salater.

Antal personer: 2 Serveringer

Bagte kartofler
400g kartofler, skæres i tern
4 spsk rapsolie
2 spsk sesamfrø
1 tsk salt og peber

Fyld
¼ rød spidskål, snittes fint
4 skoleagurker, skiver
100g edamamebønner, optøs som anvist
1 avocado, aflange skiver
1 håndfuld blomkål, små buketter, kan købes på pose
1 håndfuld radiser, i kvarte

Dressing
4 spsk creme fraiche
1 spsk tahin
2 fed hvidløg, presset
1 øko lime, saft og skald

Topping
Ristede sesamfrø

1. Tænd din ovn pa 200 grader varmluft og beklæd en bageplade med bagepapir.
2. Vend dine kartoffeltern rundt med olie, sesamfrø, salt og peber og fordel derefter ud på bagepladen. Bag dem i midten af ovnen i cirka 20 minutter.
3. Imellem tiden forberedes alt fyldet, dressing elementerne røres sammen og sesamfrøene til topping ristes af på en pande.
4. Anret elementerne i dybe skåle eller tallerkener en efter en. Top dine bowls med dressing og ristede sesamfrø


Har du spørgsmål til opskriften, er du mere end velkommen til at sende mig en e-mail eller besked på Instagram Foodcoma & Travel By Julie Bagger. Del gerne dine kreationer med mig – det gør mig så glad!

Scroll to Top